HA(fil.)

HA(fil.) er studiet for dig, der kan lide at tænke. På FLØK uddannes kritikere. Det forventes, at du er i stand til at forholde dig kritisk til både det skrevne ord og det sagte, og at du brænder for at bearbejde ordene i en samtidig kontekst.

 

Du bliver en refleksiv praktiker, der forstår, at mening skabes gennem dig – og dig alene. Der er ikke nogen endegyldig opskrift på, hvordan du kan gøre det bedst, ej heller kun én stilling, der venter på dig i fremtiden. På FLØK får du mulighed for at skabe både din egen fremtid og din egen nutid. En færdiguddannet FLØK’er kan blive stort set hvad som helst – og det er både det fantastiske og det farlige ved FLØK’eren. For på FLØK forventes du at engagere dig – at tage hånd om din indlæring og udvikling.

 

Det er et studium, hvor de studerende er toneangivende. Der går ca. 70 mennesker på hver årgang og sammenholdet er exceptionelt. Vi har nogle fantastiske udvalg, der bevirker at alle studerende på tværs af årgange kan mødes til fester, debatgrupper, kulturgrupper, skiture, sport og meget andet.

 

Du har sikkert allerede læst en masse om studiet, ellers ville du vel ikke være på denne hjemmeside, måske drømmer du om en konsulentstilling, moderne ledelse, at tæske igennem filosofihistorien på rekordtid, at udforske om økonomien kan fungere i en, til tider, humanistisk kontekst. På FLØK får du mulighed for det hele!

Vi vil bare gerne byde dig velkommen til vores yndlingsstudium – og ønske dig rigtig god fornøjelse!